Netværk for Nazisme- og Holocauststudier

Rundrejse i Ruhr - efterår 2018

Med afgang den 17. oktober begav 11 eventyrlystne netværksmedlemmer sig afsted på tur mod Ruhr-området i Tyskland.
Også i Naxi-tyskland var Ruhr-området et af Europas mest industrialiserede, tætbefolkede områder og sæde for enorme koncerner indenfor minedrift, metalforarbejdning, kemi- og rustningsindustri. Området var dog også hjemsted for massiv beskæftigelse af tvangsarbejdere og lige så massive ødelæggelser af fabrikker og miner, infrastruktur og arbejderhjem pga. års allierede luftbombardementer og svære kampe i 1945. Med 5 mio. indbyggere og en stor del af Det tredje Riges sværindustri koncentreret på et område på størrelse med Fyn er tætheden af steder og institutioner, relateret til nazismen, Holocaust og tysk Vergangenheitsbewältigung stor. 

I forbindelse med ekskursionen besøgte vi Evonik Industries AGs koncernarkiv. Placeret i tæt forbindelse til den fortsat aktive industrivirksomhed mødte vi koncernarkivets leder, Dr. Andrea Hohmeyer, og fik et indtryk af, hvordan en multinational koncern forholder sig til de forbryderiske aspekter af nazisme-historien, og hvilke kilder man faktisk kan finde til periodens historie i erhvervslivets arkiver.

Netværkets næstformand Anders Nedergaard Bæk Petersen har gennem sine studier på SDU beskæftiget sig meget med de danske jøder fra Vejle. Derfor var det netop Anders, som kunne fortælle historien bag de Stolpersteine, som findes i fortovet på et hovedstrøg i byen Marl. Stenene er lagt som minde for Paula og Rudolf Boldes, ofre for den nazistiske jødeforfølgelse. som blev transporteret fra Vejleområdet i forbindelse med ”jødeaktionen” i Danmark. Også snublestenen for Rolf Abrahamssohn blev mål for ekskursionen.

I byen Dorsten besøgte vi det lokale jødiske museum, Jüdisches Museum Westfalen, som godt nok var under opbygning, men kunne byde på en interessant vandreudstilling om Marlene Dietrich og nazismen.

Efter besøg ved snublesten, industriarkiv og et jødisk museum slog ekskursionen omkring et særpræget mindested. Tæt ved en kunstigt anlagt sø med udsigt ud over en nydelig have ligger mindesmærket: Ehrenmal und Gedenkensemble Gladbeck. Mindesmærket er i sandhed et ensemble- eller måske mere et potpourri for minder om vidt forskellige begivenheder.

Mindesmærket, med sin udformning som en cirkulær søjlegang, blev oprindelig rejst til minde om de af Gladbechs bysbørn, som faldt i militær tjeneste under Napoleonskrigene og den første verdenskrig. I Det tredje Rige blev det et nazistisk erindringsted med masseoptrin og fascistisk dødekult. Senere i 1952 blev mindesmærket del af Volkstrauertag – derved anvendes mindestedet også til ære for ofrene for 2. verdenskrig. I 1987 rejstes på stedet et ”modmonument” Denkmal für
die Opfer des Krieges und der Gewalt, senere også et mindesmærke for 2. Verdenskrigs desertører og for en bogbrændingsaktion, som Hitlerjugend gennemførte på stedet den 1. juli 1933 som optakt til ”Fest der deutschen Schule” – i sandhed et virvar af mindesteder blandet sammen på et sted.

I vanlig stil bød efterårsekskursionen også på møder med historikere og forskere. Ved KZGedenkstätte Witten-Annen var en lokal ildsæl glad for at fortælle om dette noget oversete mindesmærke.

I Essen var netværkets udsendte på kunstmuseet Museum Folkwang. Efter en rundvisning i museets store udstilling om det, nazisterne betegnede som ”degenereret” kunst, mødte netværket barnebarnet til den tidligere direktør SS-Obersturmbannführer Klaus Graf von Baudissin. Barnebarn til von Baudissin, Ragnhild Rabius er mangeårig forskningsbibliotekar ved Universität Hannover og efterforsker sin morfars liv og virke.
Netværket besøgte derefter nabobygningen hvor Kulturwissenschaftliches Institut Essen har hjemme. I eliteforskningsinstitutionen fik netværket et indtryk af forskernes virke mshp. perioden 1933-45 og der var livlig diskussion med prof. em. Dr. Hans Georg Soeffner og Lara Pellner, der står i spidsen for et projekt om Theresienstadt-filmene, man har kørende sammen med universiteter i Tyskland og Israel.
I forbindelse med ekskursionen blev der desuden tid til at mærke fordums tiders enorme tyske stålindustri. Netværket besøgte den tidligere kulmine Zeche Zollverein og Ruhrmuseet De enorme bygninger og museet gav et overvældende indtryk af, hvor massiv den tyske industri har været.

En af de største industrivirksomheder var Krupp-koncernen, netværket besøgte Villa Hügel opført i 1870-73 af Alfred Krupp. Dette statelige bygningsværk var privatbolig for den svær- og rustningsindustrielle virksomhedsejer og hans familie. Hitler var - som andre statsoverhoveder og toppolitikere - gæst i Villa Hügel gentagne gange og mødtes her med Krupps og andre montanindustrielle koncerners topfolk. Villa Hügels størrelse beskrives bedst ved disse nøgletal: 8100 kvm. og 269 rum placeret i en 28 hektar stor park.
Mindre imposant var næste stop for Netværket. På Mendener Strasse 8A, D-45470 Mühlheim an der Ruhr boede Werner Best. Best, Det tyske Riges befuldmægtigede i Danmark. Efter afslutningen af 2. verdenskrig fik Best arbejde som juridisk rådgiver for Stinnes kul- og logistikkoncernen og for gamle venner og kolleger ifbm. en lang række krigsforbryder-processer. Best var desuden lokalpolitisk aktiv som bagmand for en gruppe tidl. SS-officerer, der i en periode dominerede partiet FDP i delstaten Nordrhein-Westfalen.
Ruhr-området er især kendetegnet ved de store virksomheder – heriblandt også stålværket Hüttenwerke Ruhrort-Meiderich, Landschaftspark Duisburg-Nord.
HRM, grundlagt i 1850erne, blev nedlagt i 1931, men taget i brug igen i 1934, fordi den nazistiske magtovertagelse efter den økonomiske verdenskrise igen fik efterspørgslen efter stål, især til rustningsformål, til at stige brat. Værket beskæftigede 5-6.000 (af hvilke mange under krigen var
tvangsarbejdere) og kom op på at producere 125.000 tons rå-stål om året eller 7% af den samlede tyske stålproduktion. Talrige bombeangreb og i 1945 også artilleribeskydning forårsagede store ødelæggelser, men allerede i juni 1945 genoptog man produktionen. Efter Murens fald blev værket afviklet, og højovnene og de øvrige anlæg udlagt til fritidsformål.I forbindelse med rundvisningen ved værket var ekskursionens medlemmer alle imponerede over størrelsen af værket og de mange forskellige produktionsfunktioner et stålværk har.
I Oberhausen blev Gedenkhalle Oberhausen besøgt. Mindestedet var det første mindested for nazismens forbrydelser og ofre i Forbundsrepublikken, og blev grundlagt i 1962.
Flotte udsigter blev det også til da gruppen lagde vejen forbi Friedrich-Ebert-Brücke, hvorfra Rhinen og Duisburg-Hafen kan ses. Alte Synagoge Essen – i 1938 en af Europas største synagoger - som siden 1980 har fungeret som Gedenk- und Dokumentationsstätte med fokus på jødisk liv, historie og traditioner samt jødeforfølgelsen i Ruhr-området blev også besøgt.
I Gelsenkirchen kom gruppen forbi Dokumentationsstätte Gelsenkirchen im Nationalsozialismus. I denne bygning, oprindeligt en politistation opført i 1907 havde NSDAP, SA og andre nazistiske organisationer hovedkvarter. I bygningen kan man stadig finde torturkamre, skolingsrum og vægdekorationer af Hitler. Desværre var bygningen ikke åben, da vi forsøgte at besøge den.
Tilbage i Essen lagde netværkets udsendte også vejen forbi et mindested opført som kunstinstallation, Gedenkstätte Stadtwunde. Badet i et giftiggrønt lys tonede mindesmærket for KZ-Aussenlager Schwarze Poth frem under en bygning. Som udelejr under KZ-Buchenwald var lejren arbejdssted for ca. 150 mandlige fanger –
herunder også fanger fra Danmark. Fangernes opgaver var at rydde op efter luftangreb og med produktion af genbrugsmaterialer for SS-firmaet Deutsche Erd- und Steinwerke.
I forbindelse med netværks-ekskursioner synes meget lidt at være overladt til tilfældigheder. Besøg ved det ene mindesmærke efter det andet. Nogle store og velkendte – mange andre gemmer sig og opdages kun, hvis man virkelig søger. Planlægningsudvalget havde ved denne lejlighed sørget for, at også overnatningen havde et
særdeles relevant islæt. Hotel Handelshof i Essen blev vores base under ekskursionen men selvsamme hotel - beliggende klods op ad Hovedbanegården i Essen - bød tilbage i 1937 Hitler og Mussolini velkomne ved et massemøde med opmarch af parti-, SA- og SS-formationer.
På ekskursionens sidste dag gik turen igen til Dortmund. I en skov lidt udenfor byens centrum kom netværket til mindesmærket Mahnmal Bittermark. I de sidste dage inden Dortmund blev befriet, myrdede Gestapo på en legeplads og andre steder i skoven mindst 268 mennesker, de fleste modstandsfolk, fremmed- og tvangsarbejdere, heriblandt en aalborgenser. Mindesmærket rejstes i 1960 og har siden været genstand for mindehøjtideligheder hvert år på langfredag. Massakren er typisk for de ”Endphaseverbrechen”, der fandt sted i mange tyske byer i dagene og ugerne op til befrielsen.
Dortmunds Mahn- und Gedenkstätte Steinwache blev også besøgt. Her i den tidligere politistation og arrestbygning havde Gestapo sin central og stedet var kendt for sin udbredte anvendelse af tortur, der især rettede sig imod arbejderbevægelsesaktivister og jøder. Over 66.000 mænd og kvinder var under nazismen fængslet her, de fleste dog kun i kort tid, inden de sendtes videre til fængsler eller KZ-lejre. Bygningen huser nu udstillingen Widerstand und Verfolgung in Dortmund 1933-45.
Det sidste stop på efterårsekskursionen var ved Dortmunds imponerende Deutsches Fussballmuseum. Museet har et afsnit med fokus på tysk fodbold og nazismen. Det var et imponerende museum, og der er vist noget sandt i Gary Linekers berømte ord: ”Fodbold er et simpelt spil, hvor 22 spillere løber rundt og sparker til en bold i 90 minutter, en enkelt dommer laver et hav af fejl - og tyskerne altid vinder til sidst”. Tyskland har nydt mange fodboldsejre – underligt nok bruges der kun meget lidt plads på at beskrive det tyske landsholds oplevelser i sommeren 1992. Dengang sang mange ”Deutschland Deutschland alles ist vorbei” – efter besøget på fodboldmuseet
var efterårets ekskursion også forbi.